I sidste uge har jeg...

Okay hej, hvordan er det liiiige man gør dét hersens-noget?

 

Nåh. Jamen hej bloggen-eller-noget. Shit, det er længe siden jeg har skrevet her hva’.
Der er løbet meget sand igennem timeglasset, og mit liv ser helt og aldeles anderledes ud, end da jeg lavede mit første indlæg for lidt over et år siden.
Jeg er ikke så god til det der med at opdatere min Instagramprofil (@emiliethorupschwabe) med stories, fordi.. åhhh, jeg bryder mig ikke om det så mega-meget længere, men jeg lover lige at blive lidt bedre til det igen ik’.

Det er ikke en hemmelighed, at mit liv, det sidste års tid, har været ét stort kaos og ét stort rod.
Jeg solgte min lejlighed, min elskede lejlighed på Peter Bangs Vej. Flyttede ind hos min daværende kæreste i kommunens største og mest upersonlige lejlighed og prøvede at finde mig til rette dér – og generelt bare i parforholdet… Det gik ikke i lejligheden og det gik ikke i parforholdet. 1,5 måned under samme tag og så var jeg så godt som hjemløs – da min anden lejlighed var solgt… som i solgt. Flyttede til Gammel Kongevej. Havde en okay sommer (en ret beruset), men med et tungt hjerte. Fik tilbagefald med angst. Kom tilbage på pinden (troede jeg). KOM TILBAGE TIL MIT STUDIE (hallo, optur!) Fandt semi-mig-selv igen efter et usundt forhold. Røg ned i et KÆMPE sort hul og kæmpede med en depression i en periode. Indså at jeg virkelig havde brug for professionel hjælp til at komme videre med mit liv. Flyttede igen. Kom en tur på psyk. Lukkede min Instagram ned. Gik under jorden for en periode. Fortsatte på studie. …. og jeg kunne seriøst fortsætte.
Mit liv har været så kaotisk.

Jeg er mere eller mindre tilbage på sporet. Jeg har de sidste fire måneder taget mig selv i, at få sådan nogle aha-oplevelser. Kender I dét? Man kan mærke at man er forandret. Mærke forskellen. Se det. Føle det? Jeg har absolut aldrig været så meget i zen med mig selv, som jeg er nu – trods verdenen er mere eller mindre i kaos.
Tiden med mig selv, arbejdet jeg har lagt i, at rejse mig har virkelig givet pote. Selvudvikling. Det kan fandme noget.

I denne proces, det seneste år, har jeg sagt og gjort meget mod mennesker som jeg fortryder, udstillet en ekskæreste, skuffet veninder, skuffet mig selv – men det vigtigste er fandme at man lærer. Lærer at det ikke er skide-smart at lade vrede tage over, huske at tænke før man taler, kysse ekstra meget (dengang man måtte) sine veninder og venner på kinderne og takke dem for at være med én hele vejen – også i de dårlige perioder af ens liv, huske at sige fucking undskyld til de mennesker som betyder noget for en, og som man måske i større eller mindre grad har skuffet/såret, huske at leve livet. (det her skal ikke være sådan ‘lev mens du gør det, elsk mens du tør det’-indlæg)

Jeg har lært så meget fucking overdrevet nice det seneste år, også selvom det har været mit livs hidtil hårdeste år. Mit hjerte er helet, jeg har lært mig selv endnu mere at kende og ja, jeg har fucking sejret over en mørk og dyster tid i mit liv.
Tror det er sådan her man bliver voksen, får groet nogle hår på brystet og generelt lever livet.

 

FUCKING HURRA OG SKÅL FOR DET – OG FOR FOÅRET OG SOMMEREN SOM ER PÅ VEJ!

 

 

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I sidste uge har jeg...